Siden 1992 har det været dokumenterbart, at olien har piblet op af jorden på Nuussuaq-halvøen. For Aqqalu Jerimiassen er det åbenbart et tilstrækkeligt grundlag til at afsætte hele 48 millioner kroner for at finde ud af, om det vil blive ved med at pible olie op i så store mængder, at det er kommercielt interessant for olieselskaberne.

I Sermitsiaq gentager han de grunde, han tidligere har bragt til torvs, uden at sandhedsværdien øges af den grund, bare fordi de bliver gentaget. Han nævner en række olieproducerende lande i vore arktiske egne samt et par ikke-olieproducerende lande i Vestafrika, hvor antallet af efterforskningslicenser er steget. Og hos os er antallet af de eftertragtede licenser nærmest blev halveret. Aqqalus forklaring på denne kendsgerning er: Vores salgsarbejde har ikke været godt nok.

Måske er der andre valide forklaringer på nedgangen. Måske skyldes nedgangen den simple årsag, at olieselskabernes interesse for vores undergrund generelt er dalet, da selskabernes hidtidige erfaringer med at lede efter olie i vore område åbenbart ikke har været tilfredsstillende. Senest Cairn i 2010/11, der brændte et milliardbeløb af på resultatløse prøveboringer. Derfor er det jo ikke overraskende, hvis selskaberne er skeptiske med at engagere sig i et olieeventyr på vores breddegrader.

Og her tror jeg ikke på, at et pumpet markedsføringsbudget ændrer på dette faktum. De kommer først, når alle faktorer peger i den rigtige retning – og visse faktorer i den sammenhæng er afhængige af eksterne faktorer, som vi ikke har indflydelse på. Lad mig eksempelvis nævne: 1) Olieprisen, 2) Er den nuværende teknologi til at foretage olieboringer til stede, når der skal bores i vores arktisk undergrund? 3) Eller er det vores betingelser i forhold til olieselskaberne, der ikke er konkurrencedygtige? Disse strukturelle grunde bør undersøges først, før vi hovedkulds kaster millioner af kroner ud, hver gang vi ser lidt olie-piblerier.

I forlængelse af dette vil det være interessant at få at vide fra de olieselskaber, der har været heroppe, hvorfor de ikke er fremkommet med et bud ved de tidligere udbudsrunder? Det kunne angiveligt kaste lidt lys over sagen.

Alene de sidste ti år er vi blevet lovet guld og masser af arbejdspladser fra de råstof-ansvarlige, uden at forventningerne tilnærmelsesvis er blevet indfriet. Tjek ældre råstofredegørelser og se, hvor mange rare arbejdspladser og ditto skatteindtægter diverse råstofprojekter skulle generere. De er ikke tilnærmelsesvis blevet indfriet. Og det bliver endnu mere grinagtigt, når man læser Råstofstrategien 2014-2018, hvor oliemilliarderne ville strømme ind i vores slunkne kasse i samme hastighed som olien åbenbart pibler frem på Nuussuaq-halvøen. Om få måneder udløber strategien, og selv den mest passionerede elsker af råstofstrategien må vel erkende, at den er skudt langt over målet.

I den sammenhæng skal det siges, at jeg personligt (tidligere Naalakkersuisoq for Råstoffer) og Demokraterne har bifaldet de sidste ti års udvikling på råstofområdet, men vi må efterfølgende erkende, at forventningens glæde efter råstofindtægter ikke stod mål med de faktiske realiteter. Demokraterne er stadigvæk tilhængere af at føre en aktiv råstofpolitik, men fremadrettet skal det ske på et mere realistisk og virkelighedsnært grundlag, end vi tidligere har været vidne til. Vi bliver ikke rigere af, at stikke hinanden blår i øjnene.

Med det in mente tillader jeg mig nu at være skeptisk, når en nyudnævnt Naalakkersuisoq på området vil forsøge at overbevise mig om, at der nærmest er en pipeline fra Nuussuaq-halvøens undergrund til vores fælles landskasse.

Mvh.
Randi Vestergaard Evaldsen
Demokraatit / Demokraterne

Kontakt Os / Attavigisigut

Vi er ikke tilgængelig lige nu. Men du kan sende os en e-mail, og så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt. Massakkut pissarsiarisinnaanngikkutsigut e-mailerpigisinnaavatsigut, uterfigissavatsigit piaarnerpaamik.

Kan ikke læses? Skift tekst. captcha txt