Splittelsen i Siumut og manglen på lederskab hos samme parti gør det umuligt for Demokraterne at indtræde i en koalition med dette parti. Risikoen for det totale kaos er ganske enkelt for stor. Siumut er nødt til at få styr på sig selv for at kunne være en troværdig koalitionspartner. Til gengæld mener Demokraterne, at et valg til Inatsisartut på nuværende tidspunkt vil være ekstremt uhensigtsmæssigt for samfundet. Vi har derfor tilbudt Siumut en aftale om at agere en form for parlamentarisk grundlag for en Siumut-ledet koalition.

Demokraterne har været til flere koalitionsforhandlinger med Siumut. Forhandlingerne var ustrukturerede og præget af mangel på retning. Siumut virker desperate for at få os med i en koalition, hvilket har afstedkommet, at man på overfladen har tilbudt os at opfylde alle vores politiske ønsker. Det lyder jo godt, men vi betragter det som komplet urealistisk, at Siumut i partiets nuværende forfatning kan være en garant for, at vores ønsker bliver til virkelighed.

Vi er af den overbevisning, at en koalitionsaftale mellem Siumut og Demokraterne ville se flot ud på papir, men at den grundet den interne splittelse i Siumut ville være umulig at gennemføre i praksis. En sådan situation ønsker vi ikke at sætte os selv i.

Vi ønsker en samarbejdspartner, der er klar til at tage ansvar, til at udvise lederskab og til at gennemføre konkret politik. Med Siumuts øjeblikkelige tilstand er dette en umulighed, da splittelsen og forskellighederne i partiet betyder, at man har nok at gøre med de interne udfordringer. Demokraterne kan med baggrund heri ikke se sig selv i koalition med Siumut på denne side af et valg til Inatsisartut.

Men det betyder ikke, at vi ikke vil tage ansvar. Vi mener ikke, at det vil være ansvarligt at sende landet ud i endnu et valg til Inatsisartut her blot nogle måneder efter befolkningen sidste blev spurgt.

Derfor har vi tilbudt Siumut en aftale om at agere en form for parlamentarisk grundlag for en Siumut-ledet koalition. Denne aftale betyder, at vi ikke vil stemme for et mistillidsvotum til Formanden for Naalakkersuisut, og at Demokraterne og koalitionen gensidigt forpligter sig til på Efterårssamlingen 2018 at blive enige om og vedtage en lufthavnspakke, der er lønsom for hele samfundet.

Vi mener, at en mindretalskoalition vil give ny dynamik til det politiske liv, da Naalakkersuisut vil være nødt til at forhandle sig frem til et flertal fra sag til sag. Det vil alt andet lige styrke den demokratiske debat.

Mvh.
Niels Thomsen
Formand

Kontakt Os / Attavigisigut

Vi er ikke tilgængelig lige nu. Men du kan sende os en e-mail, og så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt. Massakkut pissarsiarisinnaanngikkutsigut e-mailerpigisinnaavatsigut, uterfigissavatsigit piaarnerpaamik.

Kan ikke læses? Skift tekst. captcha txt