Formanden for Demokraterne Sermersooq Vest Anna Wangenheim foreslår, at der hurtigst muligt tages kontakt til Danmark med henblik på at gøre det lettere at tiltrække specialiseret, udenlandsk arbejdskraft til Grønland. Specialiseret og veluddannet arbejdskraft er pt. en enorm mangelvare.

Anna Wangenheim er selv afdelingssygeplejerske og arbejder på SANA. Hun ved derfor om nogen, at det er stort set umuligt at rekruttere sygeplejersker fra de skandinaviske lande, der i lighed med Grønland også har rekrutteringsproblemer på det område.

”Det er et gigantisk problem, at vi ikke har tilstrækkeligt med hjemmehørende sygeplejersker, og når det så samtidig er næsten umuligt at tiltrække sygeplejersker fra de øvrige nordiske lande, så har vi altså et stort problem. Vi er faktisk ikke langt fra et decideret kollaps, hvor vi ganske enkelt ikke kan behandle syge borgere. Derfor er vi nødt til at gøre mere end vi gør i øjeblikket for at tiltrække specialiseret arbejdskraft som eksempelvis sygeplejersker,” siger Anna Wangenheim og pointerer, at hun kun har sikker viden om emnet på sygeplejerske-området, men at det er hendes klare fornemmelse, at det ikke er det eneste område, hvor problemet eksisterer.

Hun peger på, at de stramme danske regler på udlændingeområdet gør det svært at rekruttere arbejdskraft uden for de nordiske lande og EU. Men der er muligheder, som bør udnyttes bedre end i dag.

”Jeg synes, at Naalakkersuisut, og eventuelt også vores folketingsmedlemmer, uden ophold bør påbegynde forhandlinger med Danmark om, hvorvidt grønlandske virksomheder og institutioner kan blive tilknyttet Fast-track ordningen. Fast-track ordningen gør det hurtigere og lettere for certificerede virksomheder at hente udenlandske medarbejdere med særlige kvalifikationer til Danmark. Det ville være godt, hvis vi også kunne bruge den ordning her i landet,” siger Anna Wangenheim.

Wangenheim påpeger, at udlændingeområdet endnu ikke er hjemtaget, og at manøvremulighederne for at gøre noget uden om den danske stat på den baggrund er særdeles begrænsede.

”Netop derfor mener jeg, at det er nødvendigt hurtigt at komme i gang med forhandlinger med staten for at undersøge de forskellige muligheder. Mit forslag om en tilknytning til Fast-track ordningen er blot et forslag som man kunne bringe med ind i forhandlingerne. Men andre løsninger skal bestemt også være hjerteligt velkomne. Det vigtigste for mig er, at der bliver fat om problemet med det samme, så vi kan sikre landets borgere en ordentlig service,” slutter hun.

Mvh.
Anna Wangenheim
Formand for Demokraterne Sermersooq Vest

Kontakt Os / Attavigisigut

Vi er ikke tilgængelig lige nu. Men du kan sende os en e-mail, og så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt. Massakkut pissarsiarisinnaanngikkutsigut e-mailerpigisinnaavatsigut, uterfigissavatsigit piaarnerpaamik.

Kan ikke læses? Skift tekst. captcha txt