|
Mange familier har frivilligt indvilliget i at være plejefamilie for et barn, der mangler trygge rammer. Det er meget prisværdigt, at de vil påtage sig denne næsten ulønnede, samfundsvigtige opgave. Uden deres hjælp skulle der oprettes endnu flere særdeles omkostningstunge institutionspladser. Da det både menneskeligt og økonomisk er bedre at have placeret et omsorgssvigtet barn hos en ressourcestærk familie, vil det være en god ide at forbedre deres vilkår, så endnu flere familier ønsker at påtage sig opgaven.
Derudover bør plejefamiliens retsstilling over for plejebarnet forbedres i forhold til barnets forældre, så disse ikke uden videre kan få barnet tilbage, når de ønsker det. Det må først og fremmest være barnets tarv, der skal varetages. Dernæst skal det være lettere for plejefamilierne, at få lov til at adoptere plejebarnet. Jo mere stabilt plejebarnets forhold bliver, desto bedre er det for barnet.
Endelig vil vi arbejde for, at plejeforældre får tilbud om flere relevante kurser, da det er meget vigtigt, at plejeforældre kender til den sidste viden om den rigtige hjælp til de omsorgssvigtede børn.
|