|
Det er sagt før. Nu siger vi det igen. Uddannelse er vejen frem, hvis samfundet skal nå sine mål. Fra Demokraternes side vil vi først og fremmest rette et fokus på folkeskolen. Det er vigtigt, at eleverne får de rigtige redskaber til at kunne bevæge sig ud i det videre uddannelsessystem. Billedlig talt kan man sige, at man skal bygge et ordentligt fundament, før man kan bygge resten af huset.
Folkeskolen er i dag ikke god nok. For meget uro og dårlige fysiske rammer forværrer elevernes mulighed for indlæring. Elevernes faglige færdigheder skal i vejret, hvis de skal kunne klare sig fremover. Derfor foreslår Demokraterne drastiske tiltag til at få forbedret folkeskolen, så den bliver "folkets skole", hvor fagligheden er i højsædet. Dette kræver løbende evalueringer i en eller anden form, så vi bliver klar over, hvor der skal sættes ind.
Demokraterne vil indføre fjernundervisning af folkeskoleeleverne i bygder og yderdistrikter således, at disse bliver lige så godt stillet som børnene i byerne. Hvis der ikke sættes kraftigt ind på dette område, så risikerer samfundet at tabe en hel generation af børn i bygder og yderdistrikter på gulvet. Og det må ikke ske.
Lærerne skal tilbydes relevant efteruddannelse, så de konstant er opdateret indenfor deres fag. Dette vil uden tvivl højne standarden af undervisningen.
Alle skoler skal have en gratis skolemadsordning således, at vore børn er sikret mindst et sundt måltid om dagen. En skolemadsordning vil også øge elevernes evne til at koncentrere sig.
Demokraterne er af den opfattelse, at en højnelse af disciplinen vil kunne give et større udbytte af den givne undervisning. De få urolige må ikke ødelægge undervisningen for deres klassekammerater.
Demokraterne ser det som en god idé, at Selvstyret ansætter et antal ressourcepersoner i hver by. Antallet kan variere fra by til by alt efter byens størrelse. Disse ressourcepersoners opgave skal være at opholde sig på byens skoler i bestemte tidsrum, hvor børn kan henvende sig for at tale om deres problemer samt blive rådgivet om, hvad de kan gøre. Dette tiltag kan også være med til at højne disciplinen i undervisningen.
|