|
På den elektroniske medieside mangler der i den grad en konkurrent til KNR’s nyhedsformidling i radio og på tv. På internettet går det meget bedre. Her er der flere konkurrenter til KNR.
Demokraterne mener, at det vil fremme vores unge og spæde demokrati, at det bliver så let som muligt for nye aktører at konkurrere med KNR på nyhedsområdet.
Aktører, der ønsker at stable en konkurrent til KNR på benene, skal efter Demokraternes opfattelse have mulighed for støtte således, at der bliver tale om lige og fair konkurrencevilkår. Det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at der skal hives flere penge op af landskassen. Demokraterne kunne sagtens forestille sig en løsning, hvor KNR’s eksisterende tilskud bliver reduceret med det samme beløb som den eller de nye aktører skal have i støtte.
Derudover kunne det overvejes at lade en ny aktør få lov til at lade sine programmer afbryde af reklamer samtidig med, at man forbød KNR at reklamere. På den måde ville reklamekronerne blive kanaliseret over til den eller de nye aktører.
Demokraterne har noteret sig, at i andre lande, hvor nyhedsmonopolet er blevet brudt, har de fået et mere pluralistisk og interessant mediebillede. Og det er vist de færreste personer i disse lande, der i dag drømmer sig tilbage til Radio- og Tv-monopolets dage.
KNR bør koncentrere sig om at øge sin kvalitet inden for sine public service forpligtelser, da dette er vigtigt for Grønlands demokratiske udvikling.
|