Vi skal bidrage i stedet for at kræve Created by Hanne on 03-02-2012 14:33:11
|
Vi har alle et ansvar for at fremtidssikre vort velfærdssamfund. I Demokraternes øjne er der nemlig ikke noget alternativ; vi ønsker ikke amerikanske tilstande, hvor enhver er sin egen lykkes smed og vi ønsker heller ikke socialistiske tilstande, hvor alt er fælles, og hvor det derfor ikke kan betale sig at yde en indsats.
Af Andreas Uldum, politisk ordfører for Demokraterne |
Velfærdssamfundet er under pres. Sandheden er, at der bliver flere og flere ældre, der – velfortjent – skal forsørges, og at der bliver færre og færre yngre kræfter på arbejdsmarkedet til at trække læsset.
Men velfærdssamfundet er skrøbeligt. Vi skal passe på det. Det kan vi kun gøre ved i størst mulig grad selv at tage ansvar for vort eget liv. Målet for os alle bør være, at vi skal klare os selv. Målet bør være, at vi kun bruger Velfærdssamfundets ydelser, når vi har brug for dem.
Sandheden er jo, at velfærdssamfundet sikrer os en tryg hverdag. Vi kan gå til lægen, vi kan tage en uddannelse, vi kan køre i bil på asfalterede veje, vi får automatisk pension, når vi bliver gamle og vi får socialhjælp, hvis vi i en periode er udenfor arbejdsmarkedet. Alt dette – og meget mere – får vi, fordi vi hver måned afleverer en betragtelig del af vores løn til fællesskabet i form af skatter og afgifter.
Demokraternes ønske er derfor, at vi alle i højere grad spørger os selv, hvad vi kan bidrage med i stedet for altid at tænke på, hvad vi kan få. Vi skal se det som vores pligt at tjene så mange penge som muligt, så vi kan bidrage til fællesskabet med mest muligt. Til gengæld skal det også være en pligt for samfundet konstant at sørge for, at der er et incitament til at tjene penge og til at yde en ekstra indsats. På den baggrund er det vigtigt, at skatten på indkomst som minimum holdes i ro. Det er vigtigt, at de samlede sociale ydelser kommer ned på et niveau, der betyder, at det ALTID skal kunne betale sig at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.
Derudover er det nødvendigt med en debat om, hvad der egentlig er Velfærdssamfundets opgave. Er det eksempelvis en opgave for Velfærdssamfundet at yde tilskud til indhandling af sælskind? Er det Velfærdssamfundets opgave at finansiere foretagender som ICC og Great Greenland? Er det rimeligt, at velfærdssamfundet bruger næsten 50 millioner kroner på kirken?
Demokraterne mener, at det er langt vigtigere, at vi sikrer større kvalitet i det, vi betragter som kerneområder i velfærdssamfundet. Det er områder som uddannelse, sundhed og alderspension. Vi ser gerne, at vore fælles penge i så vid udstrækning som muligt bliver brugt på områder, der kommer os alle til gode frem for på områder, der kun kommer en snæver del af befolkningen til gode. Vi vil med andre ord hellere bruge flere penge på sygehuse og færre på sælskind. Vi vil hellere bruge flere penge på folkeskolen og færre på ICC. Vi vil hellere give flere penge til de ældre end til præsterne.
Når det er sagt, så er det vigtigt for Demokraterne at pointere, at det vigtigste for os i hele denne debat er at skabe en fælles forståelse for, at det, der virkelig betyder noget, er, at vi alle holder op med at fokusere på, hvad vi kan få af velfærdssamfundet, og i stedet retter fokus på, hvad vi kan bidrage med. Hvis vi kan få skabt en sådan forståelse, så er vi allerede nået et langt stykke med at fremtidssikre det velfærdssamfund, som vi kender og holder af.
