Portører Created by Hanne on 02-01-2012 15:00:42
 |
I henhold til Inatsisartuts forretningsorden § 37, fremsætter jeg hermed nedenstående Spørgsmål til Naalakkersuisut:
1. Har Naalakkersuisut planer om at indføre regler, der sikrer, at der altid skal være mindst to portører/ambulancevagter på vagt således, at patienter hurtigt og sikkert kan bringes til videre behandling i sundhedssystemet?
(Medlem af Inatsisartut Astrid Fleischer Rex, Demokraterne) |
Begrundelse
Tid er ofte en afgørende faktor, når en borger har brug for sundhedsmæssig assistance. På den baggrund har jeg tidligere fremsat spørgsmål om hjertestartere, og nu vil jeg gerne have sat fokus på den sundhedsmæssige bemanding i de første led af sundhedsberedskabet.
I dagens Grønland er det desværre ofte sådan, at der kun er en portør/ambulancevagt på vagt. Det betyder, at der spildes kostbar tid på at få tilkaldt en bagvagt eller på at søge hjælp hos andre offentlige myndigheder som for eksempel politi og brandvæsen.
I nogle tilfælde kan hjælpen heller ikke hentes her, og den enlige portør/ambulancevagt må i stedet søge hjælp hos patientens pårørende.
Det er på den baggrund min opfattelse, at der altid bør være to portører/ambulancevagter på vagt således at det aldrig bliver et problem at få fragtet patienter videre i systemet, når der er brug for det.
Spørgsmålet bedes besvaret inden for en frist på ti arbejdsdage.
